Der findes mange forskellige jagthunderacer, der tilhører gruppen af stående hunde. Gruppen inddeles i to yderligere grupper: de kontinentale og de engelske racer. 

De kontinentale racer udgør i Danmark racer såsom gammel dansk hønsehund, ruhåret hønsehund, korthåret hønsehund og langhåret hønsehund, kleiner münsterländer, vizla, breton og weimaraner. 

De engelske racer er engelsk pointer, engelsk setter, irsk setter, rød og hvid setter og gordon setteren. I Danmark har man også valgt at lade breton’en være en del af de engelske racer, hvilket ikke er tilfældet i andre lande.

Betegnelsen "stående hunde" kommer af, at disse hunde er avlet til at bruge vinden til at finde vildtet og få det til at ”trykke”, og herefter at tage stand for vildtet. Altså er de stående hunde først og fremmest en førskudshund.

Jagtteknikken 

Jagt for stående hund kan udøves på mark, i skov og på naturarealer. Fælles er, at den stående hund er centrum for jagtens udøvelse. Dertil kommer, at der alene er tale om jagt på fuglevildt. Det er primært agerhøns, fasaner og skovsnepper, jagten retter sig imod.

Jagtteknikken består i, at den stående hund med stor fart afsøger terrænet for fuglevildt, og når den får fært af for eksempel en fasan, vil den nærme sig fuglen og tage stand. Standen består i, at hunden efter at have lokaliseret fuglen nærmer sig den indtil en afstand, der aktiverer fasanens naturlige forsvarsmekanisme, nemlig at trykke sig mod jorden i håb om ikke at blive opdaget.

Fuglen naglet til stedet

Når hunden har lokaliseret en fugl, står den som stivnet og bestræber sig ved sin blotte tilstedeværelse på at holde fuglen fast, så den ikke flygter. I denne situation kan man ofte se hunden sitre af spænding, mens den energisk inhalerer færten fra fasanen. Hunden er som en spændt bue, der bare venter på at blive udløst.

Når hunden lokaliserer fuglen og får den ”fastlåst”, siger man, at den nagler fuglen. I nogle tilfælde sker standen på et split­sekund, hvis hunden uforvarende kommer over et stykke vildt i terrænet.

Den stående hund kan gå fra nærmest flyvende galop til en helt opbremset, stram stand, som var den hugget i granit. Det er dybt fas­cinerende og en stor del af oplevelsen ved at jage med stående hund.

Oprindeligt var teknikken med at tage stand en af vildhundens metoder til at nedlægge vildt. Når hunden havde taget stand, nærmede den sig det trykkende vildt og kom i nogle tilfælde så tæt på, at byttet kunne nedlægges. Metoden anvendes også af ræve og andre rovdyr.

Avance, ro og apport

Under jagt med den stående hund er det hensigten, at hunden skal have ordre til at rejse vildtet, så det letter, og jægeren kan nedlægge det. Denne ordre til at rejse kaldes avance. Når hunden er faret frem mod det trykkende vildt, og dette er lettet, sætter den veluddannede, stående hund sig omgående, så jægeren i ro og mag kan skyde til vildtet.

Hvis det lykkes jægeren at nedlægge vildtet, får hunden ordre til at apportere det. Når vildtet er afleveret til jægeren, er situationen fuldendt, og jagten kan fortsætte.

Når man skal skyde for en stående hund, vil det ofte være hensigtsmæssigt at placere sig helt på linje med hunden og eventuelt gå lidt foran den. Det giver normalt det bedste udgangspunkt for et sikkert skud. Samtidig er man i en position, hvor man er tæt på fuglen, der letter, når hunden får rejseordre. Det giver en bedre skudafstand til fuglen.

Øget udholdenhed

Stil handler imidlertid også om, at hunden har nogle kraftfulde og lange afspark i galoppen. Det øger udholdenheden, fordi hunden bevæger sig med højt hoved og i flyvende galop.

Hvis hunden holder hovedet lavt – under ryglinjens niveau – bliver den besværet i sine bevægelser, og den får ikke strakt ordentligt ud. Den dårlige stil forhindrer hunden i at løbe i længere tid, og den opnår heller ikke den nødvendige fart.

Høj fart er i mange tilfælde en betingelse for den stående hunds succes – især når den skal sætte agerhøns på åbne arealer. Her har farten nemlig den virkning, at agerhønsene hurtigere trykker sig mod jorden, og det letter standen.

Sidst men ikke mindst er både fart og stil en stor del af den æstetiske oplevelse ved at jage med stående hund.

Tom stand

Når hunden har stand, sker det ind imellem, at vildtet stille og roligt lister af, og det er ikke altid, hunden opdager det. Når der så gives rejseordre, farer hunden frem, uden der sker noget. Hunden vil som regel straks tage færten op og lokalisere vildtet igen. Hvis det ikke lykkes, kaldes det for en tom stand eller en stand uden påvisning af vildt.

Vildtet har med andre ord snydt hunden. Den erfarne og dygtige hund opdager ofte, hvis det trykkende vildt begynder at liste af. Hvis det sker, følger hunden stille og roligt efter for igen at få vildtet til at trykke, så der kan tages stand. Det kaldes, at hunden søger op og forsøger at sætte fuglen.